Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Iværksætterkursus

På Iværksætterkurset kommer du hele vejen rundt om din virksomhed, så du bliver rustet til livet som iværksætter.

Iværksætterkursus

Vi arbejder med din forretningsidé og hjælper med at ruste dig til livet som iværksætter og selvstændig.
Kurset kombinerer workshops, undervisning, gruppearbejde og foredrag. Du får også rig mulighed for sparring på dine idéer og udfordringer i form af praktiske opgaver. Det er vigtigt, at du får omsat den viden, du tilegner dig under forløbet til brugbare handlinger for virksomheden. Derfor går en stor del af kurset ud på at udarbejde handlingsplaner for din virksomhed.

Læs den fulde kursusbeskrivelse her

Iværksætterkurset består af 7 moduler, hvor du kommer hele vejen rundt om din virksomhed.

Modul 1: Introduktion, præsentation og fundamentet for virksomheden
På modul 1 er der en introduktion til de værktøjer og metoder iværksætterkurset tager udgangspunkt i. Der arbejdes med rollen som iværksætter og grundlaget for virksomheden.

Modul 2: Egne behov og fokus på forretningsmodellen
I dette modul arbejdes der med at skabe det rette fokus for den effektive udvikling af virksomhedens koncept. Der ses nærmere på, hvilke forretningsmodeller der kan være interessante at vælge for at sælge produkterne effektivt til kunderne.

Modul 3: Produkter, kunder og markedsposition
På modul 3 sættes der fokus på det rette udbud og mix af produkter. Desuden bliver segmentering af kunder belyst, og der kommer en gennemgang af, hvordan man kan skabe sig en bedre markedsposition ved at undersøge sine konkurrenter.

Modul 4: Salg og markedsføring
Vi skal på dette modul arbejde med virksomhedens salg og markedsføring. Der gives bud på mulige markedsføringsaktiviteter, og hvordan man vinkler sin markedsføring. Der ses også på, hvordan salget bliver bygget op og afsluttet.

Modul 5: Regnskab, budgettering og forretningsplan
På dette modul kigger en revisor forbi og giver en kort introduktion til emner som regnskab, likviditetsstyring og bogføring. Her gives også et indblik i, hvad banken lægger vægt på i forbindelse med opstart og ansøgning om finansiering.

Modul 6: Virksomhedsformer, SKAT og moms
Vi gennemgår forskellige praktiske og administrative emner, som du skal være opmærksom på, når du starter virksomhed. Fordele og ulemper ved forskellige virksomhedsformer og aftaler vil blive belyst af en advokat. SKAT vil holde oplæg om alt det med skat og moms.

Modul 7: Netværk og en-til-en rådgivning m. eksterne kompetencer
På 7. og sidste modul er der mulighed for at få en-til-en samtaler med advokaten, revisoren, skatteeksperten og salgsspecialisten. Vi evaluerer på forløbet og ser nærmere på, hvordan du kommer videre med din virksomhed.

Målgruppe

Iværksætterkurset er et grundlæggende kursus for iværksættere og nystartede virksomheder. Kurset udbydes i samarbejde med Ringsted Kommune og afholdes 4 gange årligt. To af kurserne afholdes i foråret i hhv. Køge og Ringsted, og de andre to afholdes i efteråret i hhv. Køge og Ringsted.

Kurset er forbeholdt iværksættere og nystartede virksomheder fra Køge og Ringsted kommuner.

Praktiske oplysninger

Kurset løber over 7 hverdagsaftener og prisen er 800 kr. inkl. forplejning og kursusmateriale. Kurset udbydes i samarbejde med eksterne private konsulenter.

Datoer for opstart og de enkelte moduler kan findes  under Kursusdage 2017.

Se alle de øvrige kurser og arrangementer i kalenderoversigten.