Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Grøn forretningsmodel gør lokal virksomhed mere bæredygtig

Allo 2009, der producerer kosttilskud til dyr, har gennem projektet Rest til Ressource fået hjælp til at mindske virksomhedens ressource- og materialeforbrug. Det giver både økonomiske og miljømæssige besparelser, og gør virksomheden mere konkurrencedygtig.

28.07.17

I et lille industrikvarter i Herfølge holder virksomheden Allo 2009 til. Her presser virksomhedens ejer, John Hansen, hvidløg, blåbær, ginseng og hyben til vitaminfyldte dråber, der kan tilsættes foder til pelsdyr og husdyr, så dyrene bedre kan optage medicinsk behandling.

Gennem projektet Rest til Ressource har Allo 2009 udviklet en såkaldt grøn forretningsmodel, der viser potentialerne for økonomiske og miljømæssige besparelser i virksomheden. Det kan for eksempel være at skifte belysning, reducere affaldsmængden eller bruge overskudsmateriale fra én virksomhed som ressource hos en anden virksomhed i en såkaldt industriel symbiose.
”Jeg er glad for, at der bliver vist interesse for erhvervslivet, også for de mindre virksomheder. Jeg har fået større opmærksomhed omkring min forretning og har fået mulighed for at udvikle mine produkter, så jeg følger med tiden og markedet,” siger John Hansen.

Køge Kommune arbejder, sammen med en række andre sjællandske kommuner, for at udbrede industrielle symbioser og cirkulær økonomi hos små og mellemstore virksomheder. Målet er at mindske ressource- og energiforbruget, gøre virksomhederne mere robuste og konkurrencedygtige og skabe jobvækst.
”Vi ser et stort potentiale for Køges virksomheder i at tænke grønnere og et behov for at optimere deres forbrug af vand, energi og materialer. Projektet har vist os, at der er stor interesse for den grønne omstilling blandt virksomhederne i Køge og mange er allerede begyndt at tænke miljøet ind, når de planlægger nye produkter og strategier,” siger projektleder Mette Lerdorf om Køge Kommunes deltagelse i projektet.

Stort fokus på dyrevelfærd

Der er efterspørgsel efter sundere foder og en reduktion i brugen af antibiotika til husdyr, forklarer John Hansen. I dag er kødproduktionen ifølge ham så kemisk, at ”du nærmest kan få en firkantet kylling.” Med kosttilskuddet kan mængden af syntetisk foder og medicin til dyrene sænkes.
”På en måde har jeg været før min tid,” mener John Hansen, der har produceret kosttilskud siden 1995. ”Men nu er tiden klar, og der er stort fokus på dyrevelfærd og en mere naturlig og sundere kødproduktion.”

Ved at deltage i projektet har virksomheden udviklet nye produkter og kan gå ind på nye markeder – uden at trække ekstra på ressourcer og miljø. For eksempel bruger virksomheden nu restprodukter fra produktionen til at lave et nyt kosttilskudsprodukt. Dermed sparer Allo 2009 ressourcer og øger sin konkurrenceevne.
Det nye produkt kan ovenikøbet videreudvikles ved at tilsætte flere næringsrige råvarer, såsom rejeskaller. Én af de andre deltagere i projektet er nemlig et rejepilleri, og de to virksomheder er ved at se på mulighederne for at indgå i en industriel symbiose.

Den industrielle symbiose er et eksempel på at mindre virksomheder kan få noget ud af at være med i et projekt som Rest til Ressource, mener Mette Lerdorf fra Køge Kommune.
”Selvom Allo 2009 på mange måder allerede er bæredygtig i den måde, produktionen og produkterne er sat sammen på, så viser der sig alligevel muligheder for at danne et nyt symbiosesamarbejde med en anden virksomhed i projektet, hvor Allo 2009 kan lave et nyt produkt til en ny målgruppe.”

Feedback fra ny kundegruppe

For nylig er Allo 2009 blevet registreret som producent af kosttilskud til mennesker, og det glæder John Hansen. Hans primære kundegrupper har været avlere af mink, svin og slagtekyllinger, men med den nye kundegruppe er der mulighed for at få direkte respons fra dem, der bruger kosttilskuddet:
”Der er et spændende perspektiv i at udvikle produkter til mennesker, for jeg kan jo tale med mennesker og få feedback på mit produkt – det kan jeg ikke med mink og svin,” forklarer han.

Yderligere information

John Hansen, Allo 2009:   og 2133 8312.
Mette Lerdorf, projektleder Køge Kommune:  og 2459 5008 eller miljøsagsbehandler Nina Bonke Mikkelsen:  og 5667 6904.
Per Møller, centerleder Dansk SymbioseCenter:  og 6063 2497.

Dansk SymbioseCenter

Projektet "Rest til Ressource - Grønne forretningsmodeller for SMV'er" ledes af Dansk SymbioseCenter og løber frem til juni 2018. Siden 2015 har projektet besøgt over 100 små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland. Projektet er finansieret af EU’s Regionalfond, Region Sjælland, Vækstforum Sjælland og projektpartnerne: Danmarks Tekniske Universitet og Holbæk, Kalundborg, Slagelse, Odsherred, Køge og Guldborgsund Kommune.

Logo for Dansk Symbiosecenter EU logo regional fond Logo for Region Sjælland Logo for Vækstforum Sjælland

 

 

Kontakt Mette Lerdorf
Opdateret af Køge Erhvervsservice 28.07.17